[Bogen er modtaget som en gave fra Politikens forlag]
Jeg tænker det hver gang, man får knust sit hjerte: Det er så banalt, hvordan kan det føles som det eneste vigtige i en kompleks verden? Sådan går det også vores jeg-fortæller i denne sproglige perle af en anden verden fra evigt produktive Lagermand Lundme
Jeg er for tiden meget betaget af en stribe af bøger, der behandler normkritiske temaer på en subtil måde. Med det mener jeg, at ‘en rigtig kærlighed’, er en kærlighedshistorie om to mænd, og at deres svære stunder, parforholds-up&downs og deres glimtvise lykke, ikke er betinget af dét faktum. Sådan ER det jo i virkeligheden, og det beriger mig virkelig at læse bøger, der skaber den form for nærhed. I denne fortælling tager parret på mange slags flugt fra nærheden ellers, i zoo fx eller på camping: “Du spørger om jeg ikke kommer hen til dig. Jeg adlyder. Så sidder vi her og er på ferie”.
De tager desperate valg, de tager kærlige valg. Mere sker der egenligt ikke i langt den største del af romanen, men præcis derfor læser man den med stor intensitet. Den er lige på den anden side af sjælen og sprogligt åndenøds-agtigt i sin gengives af LIFE as we know it.
Og så lige en dramatisk afsluning, et mic-drop, der efterlader endnu mere nerve. Teaser much? det er også meningen. Sommeren er ikke helt forbi venner. KH fra Litteraturdk
Vi kan bare gå fra hinanden, tænker jeg. Vi har ingenting sammen, ingen børn vi skal dele og så aftale lige og ulige uger. Vi kan bare gå fra hinanden uden at aftale noget. Uden at dele noget. Vi kan bare gå.
Thomas Lagermand Lundme, 2019
