“Skulle det være en anden gang” Af Sarah Skyt Person

[Bogen er modtaget som en gave fra Lindhardt og Ringhof]
“Det er ingen hemmelighed, at det går godt i Herning, men det er ikke klædeligt at gå i selvsving”. Debutantglæden har ramt mig igen, faste læsere vil jo vide, at jeg får sommerfuglevinger af debutanter, hvis de lægger sig i nye spor gennem gamle traditioner, og det synes jeg Persson gør her.

Continue reading ““Skulle det være en anden gang” Af Sarah Skyt Person”

“Til min søster” af Dy Plambeck

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
Din tavshed taler, du hører ikke. Men jeg må nu tale for mig egen skyld”. Sådan siger Anna i sin breve for mere end hundrede år siden til sin elskede J.P Jacobsen. Og sådan siger Dy Plambeck til os med denne roman. Der bliver givet zero fucks, og “Til min søster” er romankunst på et sprogligt og åbnende, drabeligt, sanseligt niveau:: Jeg har tabt pusten og på en måde fundet den igen i ét og samme åndedrag.

Continue reading ““Til min søster” af Dy Plambeck”

“Gud bedste børn” af Morten Pape.

Den længe ventede svæer toer efter debutbraget i 2015. Sprogligt er denne bog langt mere vellykket end den første. Og speaking of: selvom jeg ikke synes, at Morten Pape skriver nødvendigvis stor litteratur, så synes jeg stadig, han er en af de vigtigste forfattere, vi har i vores samtid. Derfor har jeg uendelig optur over hans modtagelse af de 3-årige legat fra Statens kunstfond. [ps. på forhånd sorry for mit overforbrug af “litteraturen er en bro”-metaforen, men here goes…]

Continue reading ““Gud bedste børn” af Morten Pape.”

“Blå tiger” af Line-Maria Lång”.

Idéen er virkelig god faktisk, og langt hen ad vejen fungerer den også:: Bogen vil undersøge den syges egen logik, og netop dén logik er spændende, fordi den er utilregnelig, usammenhængende og kan vende på en tallerken. Ifølge hovedkarakteren er man, når man ikke lader andre definere sig, en blå tiger.

Læs mere

“Jeg bruger min krop som møbel” af Veronika Katinka Martzen

Lillian Munk Rösing skrev det i Politiken, Kizaja Mogensen stemte i i Information – and here I am repeating it:: “Hvad pokker stiller man op med Veronika Katinka?” Der er så mange lag af ironi, at jeg ikke engang er sikker på, hvem der gør grin med hvad. Det kunne man jo nemt kalde generationsirriterende og en døgnflue… Men faktisk er det også en god og rørende bog om tilværelsen som ung kvinde::

Continue reading ““Jeg bruger min krop som møbel” af Veronika Katinka Martzen”

Blog på WordPress.com.

Up ↑