[Bogen er modtaget som en gave fra forlaget Gyldendal]
“Dér, hvor der for lidt siden var hud, er der nu kun sølvglinsende skæl”. Bogen har magi i sig, men alligevel også noget meget jordnært. Måske mere drømmende og spirituelt: scener, der flyder ind og ud imellem det genkendelige.
Det tog mig noget tid at lande rigtig i Tinds univers, måske fordi jeg (som nævnt ofte) har svært ved fortællinger, der bevæger sig fra meget væk fra det nøgterne. Men skønheden i Tinds sprog og betragtninger fik total ram på mig, og jeg overgav mig til sætninger som: “Det er sværere at forestille sig en hest, der er formet som en sø, end en sø, der har form som en hest”. Banalt, men også poetisk. Poetisk uden at prøve for meget.
Menneskevæsnerne i denne roman er Sui (med full on reference til Sneakers-sangen heldigvis), hendes far Kai og hendes biologiske, men fraværende mor kunstneren Miriam. Og så er der alle de mennesker, de søger. Deres ophav.
Da bålet er brændt ud, samler jeg asken i en uro med låg. Det er mit første værk i skoven, jeg kalder det “Savings”.
Ophav, Eva Tind, Gyldendal, 2019
Bogen har vanvittig mange spor, og de er allesammen dybe. Naturens rolle i verden, adoptionens nuancer, ikke at kunne elske, netop at kunne det, spiritualitetens præmisser og relationen mellem manden og kvinden på mikro- og makroplan af en art. Sproget binder virvaret sammen, og derfor gled bogen stadig igennem mig (eller jeg igennem den), selvom den vil virkelig meget. Læs den lidt isoleret måske, den fortjener at man lige kan koncentrere sig lidt.
Tak til Gyldendal for eksemplar, tak til Eva Tind for et sind, der kan udspringe magi fra. KH LitteraturDk (aka yours truly)
