[Bogen er modtaget fra Forlaget Gutkind] Den jeg skulle blive hedder den nye roman fra norske Geir Gulliksen, som jeg sikkert ikke er den eneste, der primært kender som en real persona fra Knausgårds bøger. Gennembruddet var skamroste Scener fra et ægteskab fra 2017, og nu: denne dannelsesroman fra forlagsdarlingen Gutkind. Den handler om Henning; midt i livet og midt i identiteten – ala hvornår blev det hele så svært, og hvad vil det sige at være en mand?
“Men lykke er et udhulet ord, det kan kun bruges om andre, eller om hændelser der ligger så langt tilbage i tiden, at de fremstår uvirkelige”
GULLIKSEN, 2021
“Jeg skriver ikke romaner for at forsvare mig selv eller mine egne meninger” siger Gulliksen i et interview til Atlas Magasin for et par år siden.
Der er atypisk mange, der er slidet ind i min DM for at høre, hvad jeg synes om læsningen; jeg fornemmer gryder i kog; Gulliksen lever livet semifarligt, ved at skrive denne svada til ære for den stakkels hvide mand, der søger efter at realisere sit mande-potentiale efter at have scoret sig selv en fyring og et ensomt soveværelse. Det er egentlig ikke, fordi jeget –Henning – ikke kan lide kvinder, han kan bare ikke lige sig selv sammen med dem; det er derfor, han beslutter sig for at leve sammen med mænd. Så selvoptaget er narrativet.
“Måske var det derfor, jeg var her, fordi jeg ønskede at blive begæret af en anden mand, så jeg kunne føle mig ophøjet og suveræn, næsten som en kvinde? sådan var det, sådan måtte det være, var det ikke det, jeg havde savnet?”
GULLIKSEN 2021
Hvorfor elskede jeg romanen? Fordi jeg skimter et glimt i øjet, en altafgørende selvindsigt, et ægte ønske om dialogkaffe mellem kønnene. Gulliksen skriver humoristisk; både når Henning er en famlende fader, der kejtet forsøger at udleve drømmen om døtrene, når Henning er en blid elsker uden helt at forventningsafstemme [lille-pige-scenen. Jeg døde …] og når han drønirriterende – og ude af trit med tidens spidse tænder – filosoferer løssluppent over kønsrollernes biologiske banaliteter.
I samme interview som tidligere nævnt siger Gulliksen, at han “ser romanen som et sted, hvor ubehagelige sandheder kan udforskes”. Det synes jeg er ekstremt rammende for denne romane; provokerende, skamfuld og priviligeret som den er. Status fra den hvide mand: skibet er ladet med identitetskrise og flasken peger på omsorg som det nye.
