[Bogen er modtaget som en gave fra forfatteren] Det er jo ingen hemmelighed, at jeg fangirl’er forevigt på det gang af geniale kvinder, der debuterede i 90’erne med deres sylespidse blikke ind i samfundets små løgne. Minimalismens dronninger som udover Guldager også tæller Aidt, Helle, Balle, Weize osv. “Et rigtigt liv” er ingen undtagelse, og jeg slugte den totalt.
Hvorfor er det netop disse romaner, der virkelig kryber ind under huden på mig? Den nordiske minimalisme byder jo sjældent på store fortællinger eller massive poetiske indlejringer. Men jeg elsker at læse mellem linjerne (dansklærer, som jeg jo er) og jeg elsker spejlingen. Dialogerne, som man kan hører helt realistisk for sig, og som man griner af. Karaktererne, som er så rørende i deres autencitet. Less is more, og Guldager er præcis i sin opbygning af fortællingen.
Phillip er et wonderkid, flotte damer og jurastudiets stjerne. Han får sin vilje, de rigtige studiejob, de rigtige muligheder. Og her knækker filmen:: Phillip er ung i det samme slags samfund, som jeg er. Hvis alle muligheder er åbne, bliver chancen for at vælge forkert massiv og drømmene føles flade og som at gå på æggeskaller. Temaet er mega sympatisk, og genkendelsen var som et varmt tæppe om mig. Sprogligt er Guldager en stjerne, romanen flyder igennem dig på en her naturlig måde, og den er let tilgængelig. En rigtig læse-på-stranden-bog. Stor anbefaling fra mig, Ditte.
“Jeg håber du bliver lykkelig her”
“Ok” siger Phillip
