Hands down:: Bogen er vanvittig, men jeg tilslutter mig med jungleskrig totalt anmeldernes lovprisning af denne nye roman fra Hanne Højgaard Viemose. Jeg har slugt den og undervejs grædt af grin / haft knugende fornemmelse af sorg – Præcis dén balance søger man vel (ofte) i bøgerne?
Og sproget, lad os lige blive i det spor, for det er jo her, Viemose lige ånder Karen Fastrup i nakken som min bedste læseoplevelse i indeværende år. Der pendles mega elegant mellem man-griner-ægte-så-sjovt-er-det dialoger imellem jeget og hendes to børn Bjørn og Dagur, og så de indre monologer, som føles som et reelt indblik ind i livets midte. Og Fortiden… Hvad f… gør man med den? Glemmer den og kæmmer lus eller bliver ved med at go down that road og håbe at blive mere hel?
Viemose præsenterer os for alle mulige veje at gå, og jeg forstår godt, at Naja Marie Aidt på sin facebook kaldte bogen “den vildeste og mest sindssygt velskrevne energiske prosa, jeg længe har læst”.
MEN: Det er ikke den nemmeste bog ever at holde tungen lige i munden igennem, så er du ikke en rutineret læser, vil jeg stadig anbefale den, fordi den er VIGTIG for livet, men med dette råd dog:: En side ad gangen (kæft et råd egentlig) og lad ordene synke ind + tilgiv dig selv, hvis et par tråde ryger undervejs, det må de vist gerne i den her bog, der er som junglen:: Vild og sin egen.
Björn: (i metroen) Mor, hvorfor bestemmer kongen og dronningen egentligt ikke længere?
Mig: de er for dumme
B: Er det så bare ministrene?
M: ja.
B: er de ikke dumme?
M: jo, de er vildt dumme.
B: Men er de så søde?
M: Nej, det er de ihvertfald ikke.
B: Ødelægger de ting?
M: Ja, de ødelægger alting.
B: Er det også dem, der har ødelagt vores cykel?
M: Ja.
Medpassager: Ej nu stopper du altså.
