Idéen er virkelig god faktisk, og langt hen ad vejen fungerer den også:: Bogen vil undersøge den syges egen logik, og netop dén logik er spændende, fordi den er utilregnelig, usammenhængende og kan vende på en tallerken. Ifølge hovedkarakteren er man, når man ikke lader andre definere sig, en blå tiger.
Timian vokser op i totalt Bulderby idyl – hippiekollektiv i de svenske skove: Fællesspisning, bollerum, nøgenbadning i skovsøerne. De beskrivende passager fra denne idyl af en anden verden slugte jeg lykkeligt. MEN: Idyllen varer jo ofte ikke ved i litteraturen (eller i life), og en dag sker der noget, der fryser Timian ude af det (knap så) rummelige fællesskab. Derfor begynder hun at spille efter reglerne, men Ib fortæller hende, at hvis en blå tiger får så meget som én gul stribe (læs: hvis en person ikke følger sine instinkter evigt og altid), så er man ikke EN BLÅ TIGER.
Som sagt synes jeg bogens koncept er sympatisk og godt fundet på:: Bogens sprog og fortællestruktur følger Timians komplekse personlighedsudvikling. Første del er ufattelig regelret og artigt, anden del er et sprogligt rystende propelfly på vej mod afgrunden. Og jeg er altså normal all for “afgrunden”, men jeg køber den ikke helt her. Man kan godt lade sproget vise, at en karakter er på randen af et vanvid, uden at fortællingen går i opløsningen, det har Højgaard Viemose netop bevist i “HHV FRSHWN”, som jeg anmeldte i sidste uge.
Men jeg vil stadig anbefale bogen om ikke andet for den første lange del, hvor Timian prøver at kortlægge, hvad andre mennesker gør, som på en eller anden måde får dem til at lykkes som voksne individer::
Jeg vil gerne skrive en note om at bruge humor ved at beskrive noget overdrevent, som da Nikolaj kaldte papkruset med øl for “truget”. Jeg har før hørt folk lave den slags vittigheder, kalde fødder for “poter”, ben for “stolper” eller omtale et lille beskidt værelse som “festsalen”. Jeg vil gerne begynde at gør det selv.
– Line-Maria Lång
Der er mange vellykkede komponenter, bl.a. forholdet til den ældre forsker Ib i kollektivet, den muldvarpe-lignende robot Nelli og til kæresten Nikolaj (Der er: “nede på jorden. Helt nede) er alle ret originalt fundet på.
Men ja:: Jeg kan ikke komme uden om det, slutningen irriterede mig. Den ville alt og samtidig ikke rigtig noget. Måske er det sådan, man er en blå tiger.
