[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal] Yes baby, endnu en novellesamling – denne gang debut fra amerikanske Roupenian – som virkelig lader genren komme til sin smukkeste ret:: Jeg vil hverken høre mere eller mindre om kattemennesket, den flinke fyr, natløberen og den slemme dreng. Balancen mellem nøglehulskiggeri og komplet overgivelse er overlegen og lige i øjet.
Jeg frydede mig som et lille føl på majengen over denne bogs kommen med Deutsche Post, for jeg har set den blive rost til skyerne i mit feed i ugevis. Og med god grund:: Roupenian fanger en tidsånd, som jeg synes netop indfanges så SMUKT i novellegenren. Vi får lige præcis nok foræret til at kunne græmmes af total blottet genkendelighed i hendes tekster, men straks har vi igen forladt scenen:: Flygtigt, lokkende, pirrende.
Og på denne note:: Højepunktet for mig var signatur-novellen “Kattemenneske”, som total dissekerer de moderne datingvilkår i en umådelig realistisk beskrivelse af et forholds spæde start, sms’erne, kyssene og mest af alt, hvordan der spilles uendelig ping pong med magtbalancen. Jeg slugte novellen med store øjne, jeg elsker at læse en tekst, der er som taget ud af mit eget liv, men alligevel lærer mig noget helt nyt. Et nyt sprog for en velkendt følelse.
Speaking of magt, vil jeg også fremhæve den indledende novelles kyniske indblik i et pars sadistiske dyrkelse af deres single-ven. Og “Den flinke fyr” hvor vi hilser på Ted, der har fundet en snoet vej til kvinders hjerte, som ikke er helt ukompliceret:
Efterhånden som han bliver ældre, begynder han til sin forbløffelse at finpudse den teknik, han oprindelig, om end utilsigtet, benyttede på Anna: hans hemmelige forførelsestrick. Man gør følgende: Bruger sit hjerte som lokkemad. Forgiver at være et nemt bytte, men holder sig hele tiden lige uden for rækkevidde.
“Den flinke fyr”, Kattemenneske – og andre fortællinger
Undervejs spicer Roupenian samlingen op med nogle magisk-realisme-ish noveller med overnaturlige kræfter i varieret grad. For mig at se er de relativt overflødige, når de står side om side med så skarp samtidsrealisme, men det er nok en smagssag. Jeg synes ikke de klæder det samlede udtryk, men det smukke ved novellesamlinger er jo, at man kan læse i dem, som man vil. Tag Kattemenneske med ud i sommeren og diskuter den med hinanden! MØS og miav
