[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
Måske er det ikke her, man skal begynde sin potentielt livslange loveaffair med Knausgård, nordisk mester i autofiktion og indlevelse. Og måske er det netop. No secret:: Jeg lægger hovedet på bloggen for “Min kamp”-serien til hver en tid, men den er også en mundfuld. Her er 80 siders rendyrket norsk romankunst lige til en Kristi himmelfartsdag under skyerne.
Nogle gamle ord dukkede op i bevidstheden. Liljen på marken og fuglen under himlen. Jeg havde længe troet, at sætningen stod i Biblen i Bjergprædiken. Men det gjorde den ikke. Liljen var der, og fuglen var der, men det var Kierkegaard, der havde ført dem sammen.
– Knausgård, Fuglene under himlen
Solveig er flyttet tilbage til sin barndomsby for at passe på sin mor, der via sine små hæse hvisk gennem sprukne læber stadig er matriak i barndommens gade. Solveigs datter Line kommer nogle dage på besøg med en stor rygsæk. Mor/datter relationerne stikker af i alle mulige svære retninger, men Solveig holder sig oppe ved tanken om liljen og fuglen.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg “kun” læser nordisk litteratur:: Knausgård er på en måde symptomatisk med svaret. Den særlige nordiske minimalisme, less is more, åndeløse beskrivelser af relationer, verden, tiden. Velvalgt detaljegrad og ingen overdrevne sløjfer bundet i slutningen. Jeg er sucker for det, og Knausgård mestrer det bedre end nogen anden, hvis I spørger mig. Også i denne lillebitte roman på 80 sider. Åndeløst. Kh
