“Fuglene under himlen” af Karl Ove Knausgård

[Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget]
Måske er det ikke her, man skal begynde sin potentielt livslange loveaffair med Knausgård, nordisk mester i autofiktion og indlevelse. Og måske er det netop. No secret:: Jeg lægger hovedet på bloggen for “Min kamp”-serien til hver en tid, men den er også en mundfuld. Her er 80 siders rendyrket norsk romankunst lige til en Kristi himmelfartsdag under skyerne.

Nogle gamle ord dukkede op i bevidstheden. Liljen på marken og fuglen under himlen. Jeg havde længe troet, at sætningen stod i Biblen i Bjergprædiken. Men det gjorde den ikke. Liljen var der, og fuglen var der, men det var Kierkegaard, der havde ført dem sammen.

– Knausgård, Fuglene under himlen

Solveig er flyttet tilbage til sin barndomsby for at passe på sin mor, der via sine små hæse hvisk gennem sprukne læber stadig er matriak i barndommens gade. Solveigs datter Line kommer nogle dage på besøg med en stor rygsæk. Mor/datter relationerne stikker af i alle mulige svære retninger, men Solveig holder sig oppe ved tanken om liljen og fuglen.

Knausgård, Fuglene under himlen, Lindhardt og Ringhof, maj 2019

Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg “kun” læser nordisk litteratur:: Knausgård er på en måde symptomatisk med svaret. Den særlige nordiske minimalisme, less is more, åndeløse beskrivelser af relationer, verden, tiden. Velvalgt detaljegrad og ingen overdrevne sløjfer bundet i slutningen. Jeg er sucker for det, og Knausgård mestrer det bedre end nogen anden, hvis I spørger mig. Også i denne lillebitte roman på 80 sider. Åndeløst. Kh

Del dette post

Ditte Engels Hermansen

Bogblogger // oversætter // cand.mag i dansk
Nordisk litteratur i hjertet // tysk litteratur lige i hælene
Vinder af dansk bogblogger award 2020