[Bøgerne er modtagede som anmeldereksemplarer fra forlaget L&R]
Jeg forsøger ofte at forklare mine tyske venner, her i Leipzig hvor jeg bor, hvad min besættelse af nordisk litteratur består i. Hvorfor jeg afskriver verdenslitteraturen totalt, for at bare få lov at svøbe rundt i nordisk minimalisme i fred (tak!). Aubert, norske forfatter der debuterede med novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem i 2016 og fulgte op med romanen Voksne mennesker sidste år, er et eksempel på denne kærlighed.
Nu kommer der lige en historie fra det (meget) virkelige liv:: Jeg startede på novellesamlingen en søndag nat efter et skænderi med min kæreste. Det blæste rundt i mit hoved: Hvorfor kan jeg ikke være den perfekte kvinde som bare er easy breasy uproblematisk”. Det kan kvinderne hos Aubert heller ikke. Og jeg faldt totalt til ro i spejlingen, accepten og én af læsningens største #lifehacks:: Præcise ord på det kaos, der hvirvlede rundt i mig.
Det forsatte heldgivis langt ind i romanen Voksne mennesker. Et af de spørgsmål der beskæfter mig mest for tiden er self:: Hvad er en rigtig voksen, og hvordan bliver man én? Ida er fyldt fyrre, alene og barnløs:: Hollywoods mareridt. Hun skal tilbringe en ferie i familiens sommerhus med sin gravide lillesøster, dennes bonusfamilie, mor der fylder 60 og for alt i verden vil hygge sig, samt morens nye mand. Og her starter det store lille drama, som jeg altid får det så intest af. Passiv agressiv talen-forbi-hinanden og mindre og mindre holden sammen pä sig selv. Replikkerne er velskrevede, følelserne er troværdige – ok, den kammer en smule over i handlingen engang imellem synes jeg, spöndingerne kan efter min mening tale for sig selv og faktisk dirre endnu mere, hvis de ikke for udløsning i store dramatiske begivedheder. MEN antiheltinden Ida er mit nye totemdyr, og jeg skal læse ALT, hvad Aubert skriver fra nu af. Litteraturen er dér, hvor jeg er mindst ensom.
