Debutanter er det vildeste for mig: Ind fra højre og alt kan ske. Jeg har fulgt meget med i de debuterende danskere her i mit voksne litteraturliv, og årets debutantpris er som Oscaruddelingen for mig. Her har jeg valgt syv fra årtiet der gik, syv som har gjort, at noget i mig ikke var det samme bagefter. Hvordan jeg læste, hvordan jeg underviste, hvordan jeg var i verden. Caspar Eric, Tine Høeg, Niels Henning Falk Jensby, Liv Duvå, Maria Gerhardt, Bjørn Rasmussen og Stine Pilgaard.
10 år er alligevel noget, også i et lille litterært land som os, og jeg har (med gru!) sprunget alle mulige helt oplagte debutanter over i dette indlæg, her nævnes i flæng: Olga Ravn, Asta Oliva Nordenhof, Jonas Eika, Thomas Korsgaard, Josefine Klougart, Kasper Colling Nielsen, Amalie Langballe (som jo fik debutantprisen i år), Morten Pape og selvfølelig Hassan himself ikke at forglemme, men han er ligesom sit eget indlæg efterhånden.
Og Gud tænker jeg mens jeg skriver, hvad med og Caroline Albertine Minor? Livet er fuld af svære valg, her kommer altså mine:
Caspar Eric får sin egen lille spalte her:: sparkede (den lukkede) dør til en forældet idé om poesiens væsen ind i 2014 med debuten 7/11. Siden er han helt eksplosiv:: 3 bøger mere, dramaer, et album og alt muligt andet, som har følelsesmæssigt uddannet mig i det her herrens årti. Poesiens demokrat:: Popkulturen er også noget, man kan føle noget i forhold til, digteren ud af tårnværelset og ud i livet. Følelserne uden på tøjet. Mange af 10’ernes bærende poesitendenser startede her (… og I hørte det her først!).
Rasmussen og Falk Jensby, der debuterede med 5 års mellemrum med henholdsvis Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (i folkemunde: Huden) og Techno har den samme form for kompromisløshed. For mig står de som to som dominerende punkter i dette årtis litterære fælleskrop, hvor det ikke kunne blive kropsligt, væskende, råt og kødeligt nok (endelig! might one say). Begge forfattere har en gennemgående mandefigur, som er helt i stykker indeni og udenpå, men alligevel holdes sammen af huden, hylsteret. Begær og eksistens flyder sammen, køn flyder ud – og for mig flød det altså primært i læsningen af disse to forfattere.
Stine Pilgaard (der teaser for ny roman i indeværende år jo #breaking) er blandt de absulot sjoveste forfattere i Danmark, og jeg kan blive helt irriteret over, at alle ikke ved det. ”Min mor siger” fra 2012 og i øvrigt også ”Lejlighedssange” fra 2015 er knivskarpe analyser af de danske, når det er mest dansk, af velfærd og middelklasse og bare sådan, som vi seriøst virkelig er – os der befinder os der. Dialogerne er mesterlige, humoren kommer for vildt til sin ret som virkemiddel til at sige noget vigtigt om relationer. Og her slægter Høeg og debuten ”Nye rejsende” fra 2018 hende på, synes jeg, fordi dér hvor denne kortprosaistiske vidunderroman slog benene mest væk under mig, er når de vanvittigt sjove replikker ramler ind i helt nøgtern sorg.
Gerhardt bruger også denne pingpong mellem grin og gråd til at skrælle alt overflødigt udenomssnak af sine bøger. Jeg har hende med, fordi jeg synes, hun er demokratisk:: Hendes bøger er lettilgængelige i formen, men benhårde i tematikken. Jeg synes, hun formår at realisere en litterær drøm: at skabe sprog for sorgen, men uden at det blive for indadvendt og komplekst. Jeg var selv mest blæst over Transfervindue, men debutromanen fra 2014 Der bor hollywoodstjerner på vejen kan man også forsøde(sorge) sin januar med.
Og så er der Nimand Duvå til sidst, den der skiller sig mest ud af flokken her, synes jeg. Debuten fra 2017 Vi er vel Helte er sprogligt helt formidabel, en fortælling om nære og fjerne relation samt temaet, der bliver ved med at give:: blive voksen. Jeg var så draget af den roman, og havde min yndlings debutantfølelse ala: “YES, nu findes hun i landskabet, tænk hvad det alt sammen kan blive til”.
Hvad har du til mig 20’erne?
