[Bogen er modtaget som anmeldelsereksemplar fra forlaget] I dag udkommer denne prisnominerede debut af franske Bayard på dansk, og lad mig bare sige det her:: Læs den med et koldt glas hvidvin ved din side, og helst når du har god tid. Den er uslippelig, uhyggelig og jeg læste den på under 24 timer, trods mild skepsis over distancen i begyndelse. Før jeg ligesom fangede det stilistiske smooth greb.
Marie har forgiftet sin søn og sin mand. Sådan indledes romanen, med et begreb, som alle mine gymnasieelever kan sige i søvne:: In-medias-res. “Men før vi dømmer hende”, indskyder forfatteren, skal vi tilbage til katastrofen, eskaleringen, løgnene og mænd der hader kvinder.
Marie slentrer op og ned ad Rue Vieille du Temple, dagdrømmer om de selskaber hun skal holde, de børn hun skal føde sin elskede Laurent. Fryd og gammen – indtil hun bliver voldtaget af sin Chef. En voldtægtsscene, som er den mest kompromisløse ala ingen fingre imellem, “må-holde-pause” blandet med “MÅ-læse-videre” litterære beskrivelse af et overgreb, jeg nogensinde har læst. Råt og ubarmhjertigt. Marie bliver gravid, et forbandet barn – et barn hun nærmest ikke formår at bære side om siden med skammen og løgnene. Og vi skal grueligt meget smerte igennem før det hele eskalere.
Jeg læser bogen som en skarp kommentar rettet slam direkte imod alle følelsermæssige gidseltagere og instanser, som forbinder overgreb mod kvinder med udskamning og ideen om at bære sit traume i stilhed. Romanen illustrerer, hvordan tabuisering af overgreb, giftige magtstrukturer og ikke mindst ideen om det perfekte liv – eller ihvertfald den kompromisløse opretholdelse af den idé – er som et sort hul, der kun vokser. Sproget er distanceret, det irriterede mig i starten, indtil tiøren faldt. Jeg skal være irriteret over distancen. Den er bad news – indtil den pludselig brydes igennem med et brag. Husk vin ved jeres side venner. Kh Ditte
