[bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Byen Forlag] Efter vinter kommer vår og selv i dette herrens år pibler det frem med debutanter; Mit livs yndlingskoncept. Her fra Rebecca Houmøller (f. 1992) som langt hen ad vejen har skrevet en virkelig fin roman. Meget dragende, da jeg i søndagsvarmen skulle afsted til grillfest var jeg hårsbredde fra afbud; MUST READ MORE-følelse.
“Solfrost er en roman om sorgløst ungdomsliv, alvorstungt voksenliv” skriver forlaget selv om udgivelsen, og netop alt det ind imellem de to meget relateble stadier optager mig meget for tiden. Ligesom det optager slash smadrer rundt i romanens hovedkarakterer Karla og Sylvester. Dilemma, fordi jeg vil ikke spoile (alert hermed smidt) romanen for alle jer sommerhjerter, der seriøst skal læse den, men et af de store plotwist står allerede på bagsideteksten så; Karla og Sylvester er happy in love; “Det er hende. Hende, der hvisker skål, og flaskerne der klirre, og så griner hun hæst, højlydt, lykkeligt ud i sommernatten”, men efter et blackout til en fest er Karla pludselig gravid og her starter en mørk fortælling.
Mange telenovellas skal man ikke have set for at regne følgende ud; Det er ikke Sylvesters barn og de grufulde traume finder langsomt vej fra underbevidstheden. “Hun græd ikke længere, hun skreg ikke længere, men hendes hvisken hang ved og blev der i årevis. Jeg elskede dig, jeg elskede dig, ingen kommer nogensinde til at elske dig, som jeg gjorde”.
Jeg kan se rundt omkring i bogbloggerland, at vi er mange, der helt besatte har slugt denne roman i højt tempo. Den er hæsblæsende, autentisk og sitrende. Sorgløsheden og smerten. Jeg synes dog, at den tager et genreskift i anden del, som er unødvendigt. Som om den skal overbevise os om, at den er en stor roman med mange facetter; hvilket ikke behøves – der er rigeligt med strenge at spille på for Houmøller:: Glæder mig til det her forfatterskab!
