Denne bog var lige, hvad jeg manglede pt. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der kan få den oplevelse med den engelske journalist Dolly Aldertons opturs memoirer. Læs herunder hvorfor, og iøvrigt hvorfor jeg synes, den lever op til sin hype.
Den danske udgave er oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen og udgivet på Hr. Ferdinand.
Alderton skriver om sine 20’erne, og den får én over nakken, skal jeg hilse og sige. Denne del af den dagbogs-mimende roman minder om artsfæller fra genren (ex Bridget Jones), og selvom det sprogligt er virkelig humoristisk beskrevet, hvordan et utal af tinderdates ender i uhyrlige fetisch-konstellationer og meget lange taxature, så er det bogens parallelle kærlighedshistorier, der gør, at jeg har fældet et par tårer ved nærmere læsningseftertanke her:: Dollyjegets symbiose med de true hverdagens helte i hendes (og min egen iøvrigt) fortælling, nemlig veninderne, med hvilke hun også lærer at elske sig selv. Gu er det banalt, men popkulturen bugner ikke altid af fortællinger, hvor kvinderne bliver deres egne helte, og hvor andre kærlighedshistorier end den heteronormative tosomhed får lov at stå tilbage, som det man husker mest.
Selvfølgelig er der nogle klichés undervejs:: jegets filosofiske erkendelser under fuldmånen på stranden, og de små venindebogsagtige cookiesopskrifter undervejs kunne jeg godt have undværet, men i klichéerne ligger jo ofte også genkendeligheden:: som da unge Dolly åbenlyst flasher sin rødvin til lærerne på kostskolen:
“Jeg nød deres lettere perplekse ansigtsudtryk, når de gik forbi. Rend mig i røven, tænkte jeg. Jeg gør det samme som jer. Jeg drikker. Jeg er voksen. Tag mig fucking alvorligt“
Dolly Alderton
