[Bogen er modtaget som gave aka anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator]
Ligeså fedt som vi alle har det (lad os bare indrømme det) over de små lyserøde kirsebærblomster, der myldrer for tiden, ligeså LIVETS OPTUR er det for mig, når nogen debuterer rigtig godt på den danske litterære scene. Ligesom de lyserøde drømmetræer giver stjerne-debutanter mig en sudden mening med livet og i øvrigt noget tilbagevendende at glæde sig til. Jeg havde tænkt mig at fuldende metaforen med nogle refleksioner om unge forfattere, der springer ud som blomster, men det er også mandag jo: Jeg giver jer hermed: Jamal Bendahman med ”ASH-SHAHEED: Vidnet”.
Jeg blev fyldt med flashback til dengang jeg stadig gik på gymnasiet og fortalte min storesøster Saloua, at jeg tænkte nogen virkelig underlige tanker og havde det underligt, hvortil hun svarede “Sådan noget holder man for sig selv”.
– [Vidnet]
Younes, hovedkarakteren, er født i Marokko, opvokset i København og i romanens nutid bosat på Nørrebro. Alle tre ting kan man også sige om forfatteren, men ikke meget sammenligning iøvrigt. Younes vil skrive:: Helst leve rockstardrømmen med evig rus, kreative nætter og en lang udskydelse af voksenlivet med kunstnerens pivilegie som undskyldning. Men som hans ven Tarik påpeger:: “Det en svær branche, det ik’ alle der kan være Yahya Hassan”, og istedet arbejder Younes i Vejdirektoratet (måske ikke ligefrem kunstens epicenter…). Og så sker der alt muligt, men det er nærmest ligeså stor en fryd at læse om alle de ting, der potentielt kunne være sket:: Bendahman har en genial evne til at forestille sig små bider af menneskeskæbner, som de kunne have været. Lidt ligesom legen, hvor man sidder på en fortovscafé og gætter de forbigåendes livshistorier.
Younes er en troværdig karakter, og jeg kan godt lide, når vi som læsere kan bevare en sympati for karakterer, selv når de ikke selv kan (og med rette egenligt, for han opfører sig ok meget som en tindertype, jeg ikke gider møde). Man føler hans struggle langt hen ad vejen, og overgangen mellem voksenlivets uundgåelige Weltschmerz og begyndelsen på faktiske vrangforestillinger hos Younes er smooth, som den næsten også kan være IRL. Åh og så er der alle de kaotiske forelskelser, som udover en skrøbelig psyke også lider under kulturforskelle og ikke mindst de traumer, vi bærer med os. Jeg forventer mig meget mere fra dig Jamal Bendahman, og anbefaler hermed din bog til andre semi-voksne, der ligesom Younes og undertegnede her ikke altid tager den lige vej hjem.
Vi gik hånd i hånd langs søerne mens vi snakkede om alle de rejser vi skulle på og vores første barn. Jeg ville have en omskåret Sjufan og hun ville have en ikke omskåret Jakob. Efter lang tids diskussion landede vi på et kompromis, vi skulle have en omskåret Jakob. Min søn skulle have samme type penis som mig, jeg havde ingen rationel forklaring på det, det var bare sådan det skulle være.
– [Vidnet]
